Mord, myter og mormoner

Kan en bog der omhandler polygami og mormoner handle om andet end religion? Bestemt. Den kan handle om mennesker som du og jeg og hvad der sker med os, når vi lukker os om en doktrin og kun ser udad for at kunne definere vores fjender. Den kan handle om hvor farligt det kan være at elske hinanden, når man egentligt kun burde elske sin gud.
Den kan handle om, hvordan en doktrin kan fastholde mennesket i handlemønstre og samfundsformer som for 100vis af år siden. Den kan handle om mennesket.

Jordan er et sådan menneske. Smidt ud af en radikal udbryder sekt af mormonstammen som 14 årig, for at holde sin stedsøster i hånden. Rodløs driver han omkring i californien inden han 6 år senere, som 20-årig, bliver nødt til at vende tilbage. Hans mor, der frister en tilværelse som kone nummer 19 i et middelalderligt og polygamt samfund langt ude i Utahs ørken, har slået hans far, patriarken, i hjel. Øjensynligt.

Ann Eliza Young var sådan et menneske, 100 år før historien om Jordan udspiller sig, bliver hun Brigham Youngs, en af mormonernes mægtige grundlæggere, 19. kone. Tvivlende, begavet og stærk som hun var, bliver hun kendt som Brigham Youngs oprørske kone nummer 19. Hendes oprør og udbrud fra sekten er indirekte årsag til polygamiens endeligt i USA.
Men bogen, som da også hedder ”The 19th wife” og er skrevet af David Ebershoff, handler også om mytens jerngreb om mennesket og om hvorfor vi har brug for den og den har brug for os.

Myten

Frygtelig og ødelæggende ufornuft har altid været en del af den menneskelige erfaring og er det stadigvæk, skriver Karen Armstrong i hendes pissekloge bog om Mytens Historie. Tiden omkring mormonsektens tilblivelse var ingen undtagelse. Historisk er vi i tiden efter heksejagterne blandt pilgrimmene på den amerikanske østkyst, vi er i en tid, hvor man, i hvert fald i den del af den vestlige verden der var europæisk orienteret, skarpt adskilte myte og logos. Ikke desto mindre, stod nyreligiøse sekter i formeligt i kø for at oversætte oplysningstidens idealer til noget religiøst. Smith og hans mormoner lige så.

Myten, mytisk tankegang, mythos kan give mennesket noget logos ikke kan – det kan hjælpe os med at konfrontere os med risikoen for udryddelse og intetheden, og at se på denne risiko med en vis accept. Dette har været og er uden tvivl af afgørende betydning for mange, ja, faktisk ville det være åbenlyst umuligt for mange, at undgå fortvivlelse, hvis ikke det var for myten.

Kvinder og børn først!

Der er en grund til, at det er det man råber, når færgen synker eller huset brænder. Kvinder og børn først, bør man også råbe i en hvilken som helst religiøs sekt der bekender sig til polygami. Det er kvinder og ultimativt børnene der betaler prisen for det samliv. Ebershof lægger ikke fingrene i mellem og skildrer med grusom tydelighed hvor ødelæggende det er for kvinderne og børnene at vokse op i og leve i dette, det ultimative patriarkat. Et patriarkat hvor kvinden er reduceret til avlshoppe og arbejdsjern. Hvor pigebørnene kan se frem til en opvækst i åndeligt armod og moralsk depravering. Hvor drengebørnene kan se frem til enten at blive overvåget for hvert eneste fejlskridt med ekskommunikation(læs: korporlig udsmidning) til følge, eller et liv som haremsbestyrer.

Mormonerne grundlages i 1830erne af Joseph Smith. Smith var en ung mand der igennem nogle år havde haft guddommelige syner og som til sidst fik overdraget den tekst, der skulle blive til Mormonernes bog, af en engel ved navn Moroni. Teksten stod indgraveret i nogle guldtavler, som ingen dog nogensinde har set, udover Smith og et par håndfulde af hans venner. The book of Mormon, er en samling mere eller mindre sammenhængende myter og riter med jesus som omdrejningspunkt. Den skæver, med blik for den gode historie og det svulstige billedsprog, kraftigt til det gamle testamente.

På det tidspunkt Smith offentliggjorde The book of Mormon, var luften på den amerikanske østkyst, i pilgrimssamfundene, tyk af rygter om ”en ny bibel”. Smiths bibel, nøjagtigt som biblen, påstår at være guds ord. Til forskel fra biblen er der dog her tale om en tekst der er gengivet af én hånd. Det er et sammensurium af genrer og fortællinger, efter sigende oprindeligt indgraveret af de tidlige indianere i guds eget land.

Efter megen flytten omkring og efter at have påkaldt sig sine medmenneskers mistro og efterfølgende vrede, endte sekten i byen Nauvoo der blev mormonernes første hovedkvarter. Smith røg også dér i unåde og endte sine dage for hånden af en rasende pøbel.

The fondling father

Enter Brigham Young. Young initierede tusinde menneskers odyssé til Utah, til Great Salt Lake City. Mormonernes by, der blev grundlagt over en årrække alt i mens pilgrimmene dryssede ind i byen, forkomne efter den lange og strabadserende tur over The Black Hills i Wyoming, til fods.

Et enestående stykke USA-historie, en enestående bedrift og ubegribelig foretagsomhed udvist af en mand der var drevet af troen. Der står i dag en statue af Brigham Young på Capitol Hill i Washington, han er i sandhed en af USA’s founding fathers.

Men som alle andre ledere af en hvilken som helst kultisk sekt, korrumperer magten. Hver dag tilbedes han af sine disciple eller helgene, som de hedder på mormon-lingo. Hver dag står han ud af sengen som værende guds højre hånd, som værende i direkte kontakt med det overjordiske. Han bliver den myte han burde forkynde. Ud af myter opstår fysiske manifestationer. Det håndgribelige, der kan styrke myten, gøre folk identificerbare i forhold til den, sikre mytens overlevelse. For de første mormoners vedkommende blev denne manifestation til flerkoneri.

Myten om de to tidslinier

Jordan katapulteres tilbage til sit barndoms land i Utahs ørken. Til et lukket og degeneret, polygamt samfund der kalder sig ”the firsts” med henvisning til, at de er de sande mormoner. Jordans mor sidder fængslet, sigtet for drabet på sin mand, Jordans far. Alt peger på hende, men Jordan er ikke så sikker. Han tager sagen i egen hånd og bliver således viklet mere og mere ind i det samfund han blev smidt ud af 6 år forinden.

Jordan finder både fjendtlighed og lukkethed fra de mennesker, hans familie, der smed ham ud. Men han finder os mennesker der rækker hånden ud og åbner sig mod ham, for at hjælpe. Uden dog selv at have modet eller lysten til at bryde med sekten, med myten, de lever i. Mytens styrke er frygtelig, men tryg.

Ebershof skriver med fynd og klem, om opvæksten i et nyreligiøst samfund. Med stor indlevelse hives vi ind i en moderne sekts hverdag, og hverdagen som én af mange koner til Brigham Young for mere end 100 år siden. Ligheden mellem de to verdener, på trods af tidsforskellen, er, ikke overraskende, skræmmende stor.

De to historier spinder sig elegant ud og ind mellem hinanden og man frydes over Ebershofs ukuelige fortællelyst, som bedst kan beskrives som frisk og uspoleret. Smukke og ofte humoristiske skildringer af den umulige tosomhed, af det ubeskrivelige i at lægge sit liv i hænderne på et andet, helt almindeligt, menneske, når man er vant til at lægge det i guds hænder, står stærkt når bogen er lukket.

600 sider om mormoner, myter og mord – igen, står jeg i den situation, at jeg har lyst til at skrive: Man tror ikke at man har brug for det – men det har man.

To tidslinier i samme roman er en kliché så slidt, så slidt – specielt i det vi populært kan kalde bogklubromanen. Så slidt en kliché, at vi faktiske glemmer hvor godt der er, når det er i hænderne på en forfatter der kan sit kram og som oser af fortælleglæde. Sådan en forfatter er David Ebershoff og derfor er er ”the 19th wife” en god bog.

Forrygende bog om myten: Karen Armstrong, Mytens historie, Tiderne skifter, 2005

JDS

”Don’t ever tell anybody anything. If you do, you start missing everybody.”

Ordene er Holden Caulfields, den sidste linie af The Catcher in the rye, af J.D. Salingers hovedværk. Jeg ved ikke om I kan sætte jer ind i dette. Salinger var ikke en ven, familie eller en bekendt. Jeg har aldrig mødt manden, det er der ikke mange der har, og da slet ikke i de sidste knap 50 år. Jeg har prøvet at skrive til hans forlægger, men har fejlet miserabelt da ordene har svigtet mig. Hvad skriver man til en mand der ikke vil have, at man skriver til ham?

Og sådan har jeg det nu. Ordene har forladt mig, for jeg prøver at skrive om en forfatter, den forfatter der udløste min umættelige læselyst og formåede at gøre mig identificerbar i forhold til en litteratur, jeg ikke anede fandtes, da jeg som16-årig første gang fik fat i en paperbackudgave af den daværende danske oversættelse af The Catcher in the rye, Forbandede Ungdom. Såmænd.

Jeg prøver at skrive om, men jeg skriver til. Om J.D. Salinger, til Holden Caulfield.

”If you really want to hear about it...”

Er den første linie i bogen. Og hvis I virkeligt vil høre om det, så stod bogen på en af utallige hylder i mine forældres enorme bibliotek i mit barndomshjem. Bøgerne stod, bogstaveligt talt, fra kælder til kvist – det gjorde de altså! Og jeg gad dem ikke. Gad ikke bøgerne, som mine forældre læste som gjaldt det livet. Jeg havde min fodbold, og det var vel sådan set det.

En dag tog jeg den ud, som jeg havde gjort med utallige bøger før den, af reolen og læste den første side uden at forvente, at det vil føre til andet end et skuldertræk, inden jeg ville sætte bogen tilbage på hylden.

”If you really want to hear about it, the first thing you’ll probably want to know is where I was born, and what my lousy childhood was like, and how my parents were occupied and all before they had me, and all that David Copperfield kind of crap, but I don’t feel like going into it, if you want to know the truth.”

Første punktum. Fuck! Hvad skete der med lille-Lars fra Als? Lige midt i liguster-fortet på stillevejen? Kunne det virkeligt passe, at mine forældre havde denne form for dynamit stående frit tilgængeligt? Og hvorfor havde de intet nævnt?

Bevidsthedsskred? På en eftermiddag? Kan noget så undseeligt som en paperback, uden foto, rød og blot titel og forfatternavnet påtrykt, ændre ens verdensopfattelse? På en eftermiddag?

Musikalsk var jeg gået fra tyske schlagere og Laban til Leonard Cohen på en eftermiddag(det var en fredag hvor min far kom hjem fra England og havde taget et bånd med Cohens Greatest Hits med hjem til mig – jeg var 12 – jeg så mig ikke tilbage) så hvorfor ikke også litteraturen? Musikken er jo fuld af tarvelige virkemidler som den gode litteratur er renset for, selvfølgeligt kan litteraturen påvirke i ligeså høj grad, blot ikke så ofte.

Litterært var jeg ved at gå fra ingenting, muligvis Bjarne Reuter, til J.D. Salinger på et sekund en ligeså undseelig eftermiddag. Bevidsthedsskred, er vist ordet.

Naturligvis havde mine forældre nævnt deres bøger for mig. Naturligvis havde de opfordret mig til at læse, evnen til det havde jeg jo. Lagt bøger på min seng som de mente at jeg kunne læse og som kunne give mig den der litterære oplevelse der vil åbne en ny verden for mig. Eller måske ville de bare gerne dele deres glæde for litteraturen med mig, uden drama. Men jeg var ikke bidt på.

”I’m the most terrific liar you’ll ever meet in you life”. Holden lyver ad helvede til. Holden lyver fordi han keder sig. Holden lyver fordi han ikke tør andet, for hvis han holder sig til virkeligheden, gennemskuer folk helt sikkert hvor banal han er og så... hvad så? Holden har det skrækkeligt, men det er ok. Hvorfor er der ingen der fortæller Holden, at det er okay?

Salinger gave sit sidste interview omkring 1980. Han sagde intet af interesse. Han har siden da skyet offentligheden i sjælden grad og blot isoleret sig i st hus i Corniche, New Hampshire. Hans bøger er sært lukkede og pointeløse, ved første glimt. Hans noveller i 9 stories har mere tjubang at byde på, men det indbyder formen jo også til. Hans romaner og noveller kredser for det meste om den amerikansk-jødiske Glass-familie. Det er sgu da godt nok en dysfunktionel familie, hvis der nogensinde har været en.

Holden stikker af. Render sin vej. Løber som bare fanden. Løber fra familien, fra skolen, fra kærligheden, fra Holden. Han slipper aldrig afgørende væk og må til sidst, ikke uden ærgrelse, men bestemt også med tilfredshed og en stikkende følelse af noget han ikke kender, men som er tryghed, konstatere at han ender med den sætning der står allerøverst i dette indlæg. Hvis du åbner dig, hvis du viser et andet menneske tillid, ja, så risikerer du alt. Og det kan sgu da ikke blive meget bedre for en 16-årig kærlighedssyg og identitsvrøvlende og vaklende lemmedasker i provinsen – kan det vel?

9 stories er en stærk samling af noveller, som anmeldere vil kalde uafrystelige. Hans romaner er anderledes snigende. Raise high the roofbeam, carpenters and Seymour: an introduction, Franny and Zooey og The catcher in rye er anderledes æteriske. Men alle med budskabet om den omklamrende, ulidelige familie, fællesskabets svøbe som er det uundgåelig element i et hvert menneskes tilværelse – ingen mand er en ø. Vænd jer til det!

Mange vil fortælle jer det samme som jeg. At Catcher in the rye fik dem til at læse, fik dem til at forstå litteratur, sågar måske ændrede deres liv.

Det er en skæbne mange bøger har lidt. Er startet som storartet litteratur og er endt som en sutteklud, som arvesølv i et forarmet klunkehjem af en provinsiel litteraturforståelse. Gymnasielæreren:”Den her SKAL du bare læse, den ændrede mit liv...” Løb som vinden! Læs den ikke!

Skæbne. J.D. blev syg og dårlig af at se sit kontrafej på bagsiden af Catcher. Han hadede pludseligt opmærksomheden, da han endeligt fik den. Han krævede, efter første udgaven, at få fjernet fotoet fra de følgende udgaver for stedse. Han ville ikke risikere at se sit eget fjogede smil i boghandelen, skulle han forvilde sig derind.

Han ville ikke genkendes. Ville ikke tale med nogen, ville leve et simpelt liv og man kan kun gætte på, at det er blevet sværere og sværere i takt med at pengene er tikket ind på bankbogen.

Skæbne. Alt det konspiratoriske ammestuevrøvl om mordet på John Lennon og alt det pis og lort, som uværgeligt forfølger bøger der får den mytiske kraft og position i kraft af deres nybrud og ummidelbare effekt på læseren. Mark David Chapman og John Hinckley Jr. og alle de andre frugtkurve, kunne højst sandsynligt ikke læse og havde vel brug for et hvilket som helst påskud til at skyde løs på kendte mennesker. ”Phony." Med Holdens ord.

Catcher ER hovedværket. Ikke 9 stories som mange ellers vil påstå, men en novellesamling kan ALDRIG være en romanforfatters hovedværk.

Catcher ER hovedværket, fordi den er frisk, den var nyskabende, den havde en Mark Twain’sk genkendelighed som tydeligt viste den amerikanske umiddelbarhed. En rasende fortællelyst opstået af hovedkarakterens, Holdens, ulyst. Et mirakel i 1. person ental.

Er den selvbiografisk? Er Holden J.D.? Who cares? Men hvis du virkeligt vil høre om det, så... nej. Holden er ikke J.D. Læs novellerne, specielt ”Tilegnet Esmé” hvis du vil have et indlæg til en nekrolog.

Skæbne. Den eftermiddag hjemme i ligusterkvarteret på Als, husker jeg som en lang summen. En summen af forventning, fra side til side, sidende på gulvet med ryggen op af en overfyldt bogreol. Men det var nok ikke sådan det foregik. Jeg satte vel blot bogen på plads igen, gik ud og legede med min fodbold i haven. Gang på gang var jeg vendt tilbage til reolen og havde taget bogen ud og læst den første side, eller måske bare de første 5 linier.

Skæbne. Men en dag tog jeg den ud og satte den ikke på plads igen. Lagde mig på sengen med den og læste den som, ja, som gjaldt det livet. Og det viste sig jo, at det gjorde det faktisk – ellers skrev jeg jo ikke dette indlæg, så mange år efter.

Til sidst, den oplagte spekulation: Hvad har han efterladt?

Kvinderne i hans liv, dem har der været et par stykker af, påstår at der står notesbog efter notesbog på hylderne i hans arbejdsværelse. Én af dem påstår sågar, at der ligger i hvert fald to færdige romaner i et pengeskab i samme arbejdsværelse. Men hvad fanden ved hun om det. Det er spekulationer alt sammen.

Det eneste der ikke er spekulation er, at The Catcher in the rye, er MIN litterære grundsten. Og at jeg håber, at der ligger minimum to romaner til endelig redigering på J.D.’s forlag inde i New York og bare venter på at ramme mit skrivebord - helst inde for en overskuelig fremtid.

Sådan skriver man til og om en mand, man ikke aner hvad man skal skrive til. Åbenbart.