Æbler og bildæk

En sammenligning mellem de amerikanske forfattere Kent Haruf og Daniel Woodrell, vil mange mene, er en sammenligning mellem æbler og bildæk. Begge dele er runde, men der stopper ligheden så. Begge ovennævnte er gode, nulevende amerikanske forfattere der begge tager deres udgangspunkt i karakterer fra USA's udkant, geografisk såvel som eksistentielt. Men udover det er de umiddelbart forskellige som dag og nat.

Haruf er den talentfulde historiesnedker med det enestående håndelag hvormed han kan forme en hård og umedgørlig træklods af et persongalleri til et smukt stykke kunsthåndværk med fine lag og smukt ornamenterede mønstre gennem dialogen.

Woodrell er en vild og anarkistisk træhugger, der med hvilket som helst værktøj skærer sig gennem barken på det store amerikansk fyretræ for at blotlægge dets rådne og ormstukne kerne. Koste hvad det vil.

Sidstnævntes bøger er hårde, ufiltrerede fortællinger fra USA’s hvide underklasse, fra trailerparks og smalltown casinos, fra den lurvede bar til detentionen, fra et USA der står uden for indflydelse og som kun gør sig gældende qua meningsløs kriminalitet. Det er enlige mødre, stofmisbrugere, hustlere, drankere og børn uden fremtid. Det er en konstant og umulig higen efter noget der er bedre, anywhere but here. Woodrell er et talerør for den genre han selv har opfundet, country-noir.

Harufs er historien om de stille eksistenser i den fiktive by Holt, Colorado, hvor alle hans romaner foregår. De accepterer vilkårene for et barsk og for det meste ensomt liv på de store sletter. Det er også historien om fædre der skrider, om enlige mødre, men tristessen er forudsætningen for en del af det liv de er vokset op med og som Colorado byder dem. En higen efter et bedre sted er utænkeligt, man er hvor man er, man står fast og man får det bedste ud af det, uden at kny.

Harufs er historien om midt-vesten, Woodrells er historien om syden. Haruf fortæller den store historie som et minimalistisk og underspillet kammerspil, Woodrell benytter sig at det kriminalistiske plot for at understrege karakterernes håbløshed via vold og kriminalitet.

Deres respektive hovedværker understreger forskellene. Harufs hovedværk ”Plainsong” er historien om 5-7 forskellige karakterer og deres liv i lillebyen. Deres historier berører i større eller mindre grad hinanden, men rykker ikke karaktererne endegyldigt i forhold til deres oprindelige ståsted. Plainsong er den type af sang der synges i kirker, simpelt og uden fraseringer. Ligeså er Harufs prosa. Hver enkelt sætning er så simpelt konstrueret og så klar og gennemsigtig at den midt-vestlige stilhed formeligt stråler fra dem.

Woodrells hovedværk, "Death of sweet mister", nogen vil mene, at det er "Winters Bone", det mener jeg ikke, er som titlen på foruroligende vis antyder, en historie med et andet perspektiv. Amerikanerne kalder det en Comming-of-age historie, syndefaldet, uskyldens endeligt. Det er historien om en drengs endog meget tætte forhold til sin noget løsagtige mor, hans fordrukne, voldelige og gudskelov oftest fraværende far og mordet på morens nye kæreste. Woodrells prosa er hurtig, fræk og aggressiv og håbløshedens rå, nådesløse humor strømmer fra den.

Plainsong foregår blandt ”simple folk”, Sweet mister foregår blandt de udstødte, det laveste lave USA. Plainsong er en hyldest til mennesket og dets evne til omstilling i hårde tider. Sweet mister er en foruroligende beskrivelse af hvad mennesket er i stand til, når det presses ud over kanten.
I Plainsong bliver alle slutteligt ”kaldt ind til aften”. Der er nogen der tager sig af dem, inviterer dem indenfor og sørger for deres velbefindende om end vejen er lang. I Sweet mister er alle efterladt blødende på gulvet, tæppet er trukket væk.

Men sammenligningen mellem de to forfattere er alligevel og på trods nærliggende: Deres mænd er fåmælte, til dels handlingslammede, slagne og accepterer kun nødigt forandring. Deres kvinder er enten handlekraftige, om end tvunget af bitter nød, eller attraktive og derfor manipulerende. Naturen spiller en stor rolle både i karakterernes liv og forståelse af verden men også i historiernes narrative forløb. Karaktererne i begge historier bevæger sig på grænsen af det etablerede samfund, derude hvor der er egne regler og hvor man kan blive glemt. Hvad enten man ønsker det eller ej. Karaktererne i begge historier er uden for reel samfundsmæssig indflydelse og har intet ønske om andet end en tålelig hverdag i fred for deres respektive plageånder, hvad end det drejer sig om voldsmænd, pantefogeder, naturens luner eller svigermødre.

Og så er begge d’herrer amerikanere med stort A. De skriver sig begge ind i en stor tradition for beskrivelsen af den amerikanske hverdag, om end fra hver sin ende. Her bør jeg så nævne en lang række af deres mere berømte landsmænd, men alle der har læst ovenstående vil kunne se at vi er ude på sporet hvor både Steinbeck, Ford og Twain har vandret før de to.

Harufs Plainsong er en utroligt god, smuk og velskabt historie. Woodrells Death of Sweet Mister er en lille, grum satan der vil æde sig fast i din erindring. Begge er de billeder på den amerikanske hverdag og på mennesket i undtagelsestilstand. Jeg er begejstret for Haruf og stik hamrende ellevild og blodig med Woodrell. Læs begge. NU!

Var Kafka et skvat?

Var han morsom?

I et brev til langdistancekæresten Felice Bauer i Berlin skrev Kafka "I can laugh, Felice, don't doubt that. I'm even known for my propensity to laugh."
Ved ovenstående kommer jeg automatisk til at tænke på Monty Pythons major, i skikkelse af nu afdøde Graham Chapman, der i fuld uniform og piben i den stramme mund siger "Nobody likes a good laugh more than I - except my wife of course".

Faktisk havde jeg ved læsning af "Kafka og kontoret - tekster om og af forsikringsmanden Franz Kafka", ofte Graham Chapmans major i tankerne. Teksterne er oversat af Villy Sørensen og denne har også skrevet et lille forord, udgivelsen står Vandkunsten for. Bogen giver et ultrakort og ganske præcist indblik i det skisma Kafka stod i hver eneste dag, kontoret overfor forfattergerningen. Og hvordan dette skisma gav anledning til megen frustration som kun latteren og humoren kunne hjælpe ham i gennem. Samtidig giver det indtryk af forholdet til Felice.

Der er ingen tvivl om at han, som utallige forfattere før og efter ham, fandt disse to yderpunkter i hans liv, brødet og kunsten, ganske uforenelige. Men der er heller ingen tvivl om, at disse to yderpunkter, var alt han havde og dermed en evig inspiration i hans forfatterskab. Man skal ikke have læst mange kapitler i eksempelvis "Processen" for at se dette ganske tydeligt.

At der ikke var plads til ret meget andet end Kafka selv i mellem disse yderpunkter, står klart efter at have læst med på brevene til Felice. En langdistancekæreste var der i hvert fald ikke plads til. Brevene bærer præg af, at være én lang undskyldning for sig selv og sin egen uformåen i forholdet til Felice. Deres få korte møder er præget af frustration og tristesse og to gange ophæver han sågar forlovelsen med hende. Det ender da, som vi jo ved, også med at Kafka dør mutters alene på et tuberkulosesanatorium. Felice gifter sig med en købmand og bliver, og det ved jeg virkeligt ikke en skid om, en lykkelig gift kone med børn, hund og römertopf.

I løbet af deres forhold skriver han alenlange breve til hende, gerne dagligt, som mest af alt tager karakter af indre monologer over hans egne fortræffeligheder og fortrædeligheder, gerne i et, med personlig stil tillempet, kancellisprog som må have været et sandt mareridt for den små Felice at tygge sig igennem. Samtidig følte han sig ganske forsmået hvis ikke hun skrev tilbage til ham samme dag - Og du godeste da, for et skvat!

Et af brevene, som egentlig skrives af ham for at bevise hans tilbøjeligheder til en sund latter, er en enerverende lang beskrivelse af hvordan han, under en tale afholdt af den nye direktør for den Bøhmiske Forsikrings anstalt hvori han er ansat som koncipist, kæmper for at holde latteren tilbage da situationen pludseligt forekommer ham grotesk og lattervækkende. Igennem hele den lange tale, krymper han sig som en galning og sprutter indeklemt for ikke at bryde ud i upassende skoggerlatter da talens indhold ingenlunde lægger op til dette. Det beskrives malende og med slet skjult fryd, hvorledes kollegaer prøver at dæmpe ham og ser på ham som om han er vanvittig. Direktøren selv, som med Kafkas ord er en verdensmand og vant til sin del pøbelopførsel fra folket, lader sig ikke mærke med Kafkas udbrud, hvorved det får undertegnede til at konkludere, at så var det vist heller ikke værre, var det det, hva' Franz? Det var sgu nok ret meget i dit helt eget hoved, i din helt egen verden, at den undertrykte latterkrampe var så opsigtsvækkende. For alle andre omkring dig har det nok blot taget udtryk af en pludseligt, let generende lændekrampe i din svagelige krop.

Nuvel. Kafka prøver således, efter bedste evne, at imponere Felice, der må siges at være en meget tålmodig kvinde.

I det hele taget står brevene til Felice og teksterne af forsikringsmanden Franz Kafka, der er blandt andet trykt et meget, ufrivilligt, morsomt brev med ønske om lønforhøjelse til anstaltens ledelse, i umiddelbar kontrast til den kraftfulde, spiddende prosa som vi kender fra bla. Processen, Metamorphosis og Amerika. Prosa som indeholder hele det enkelte individs kyniske, selvindsigtsfulde, straffende eksistens i det altoverskyggende, evigt pumpende maskineris velsmurte tandhjul. Og så alligevel: Den klare sammenhæng mellem Kafkas eget professionelle liv som koncipist, lille-bitte menneske i et mægtig apparats kontorlandskab, hvor i mennesket degraderes til journalnumre og pinedød skal passe i den til lejligheden af staten byggede kasse.

Således også som en hund i det spil kegler der er parforholdet. Han forventes at være sådan og sådan - som den kavaler tiden nu foreskrev man skulle være. Men hvordan være dette, når ens inderste stred i mod alt konformt, alt tilrettelagt, alt forventeligt.

Kafka var ikke et skavt. Kafka var en ueffen kavaler, en plaget koncipist og forsikringsmand og ved gud, og på trods af dette og muligvis derfor, en af de største forfattere verden har set. Hans tekster, hvad end det er breve til Felice, skrivelser i sit forsikringsvirke, eller mesterværkerne der fylder hans alt for korte forfatterskab, står lysende rene og kraftfulde tilbage. Men det er min påstand, at han, lige meget hvor meget han så prøver at overbevise Felice om det modsatte, ikke er humorist.

”Nobody likes a good laugh more than I…”

Der nasse Fisch

En krimisensation er han blevet kaldt. Volker Kutscher. Ham der langt om længe skal forsvare de tyske farver overfor de succesrige skandinavere, der igennem de sidste ti år har overtaget det tyske krimimarked og skrevet sig ind i de tyske krimihjerter med hårdkogte, vedkommende kriminalromaner.

Der nasse fisch er Kutschers første i en planlagt serie på 4 om den ambitiøse unge opklarer Gereon Rath, der falder i unåde i hans hjemby Köln og via hans fars forbindelser lander hos sædelighedspolitiet i landets store hovedstad Berlin. Året er 1929 og Berlin er ét stort opgør mellem forskellige politiske grupper med et alt andet end upartisk politi i midten.

Volker Kutscher er egentlig journalist, men det skal ikke ligge ham til last, i hvert fald ikke yderligere end at han som alle andre journalister turned writer researcher og researcher helt ud i det urimelige og undervejs forelsker sig i materialet i en grad, der gør at han slet ikke kan begrænse de folkloristiske afsnit i fortællingen. De afsnit er godt skrevede, men fandens lange.

Ser man igennem fingrene med ovenstående lille suk, så sætter man sig i læsestolen med en intet mindre end fremragende krimi fra Berlin i en voldsom brydningstid, hvor stormende modernisme kun nødigt lader sig overskygge af de politiske spændinger i tiden. Nazismen lurer i horisonten, men berøres kun flygtigt. Overbevisende skildret og ekstra voldsomt i det perspektiv bliver deres magtovertagelse blot få år efter.

Berlin er Berlin, en stat i staten, med egne regler, skrevne og uskrevne, en sydende metropol med en charmerende hang til fest og ja, skørlevned, med en blomstrende kunst- og varietescene, med seksuel frihed, sålænge den er af heteroseksuel karakter og ikke involverer affotografering af eskapaderne(!) og er i det hele taget alt hvad man forventer sig af en metropol - selv 80 år efter.

Gereon Rath dumper ned i sådan et Berlin, i sædelighedspolitiet efter at være blevet hældt ud som mordefterforsker i fødebyen Köln. Han affinder sig først med sin rolle i denne den mindst ærværdige af styrkens afdelinger, indfiltrerer pornoringe etc. uden at kny, men ambitionerne rækker til meget mere end det og da et lig bliver hevet op af Landwehrkanal ser han sit snit til at begynde sin egen parallelefterforskning. Ikke noget der just indbringer ham venner på sin nye arbejdsplads. Tværtimod. Gereon Rath redder sig en flok indflydelsesrige fjender som man kun kan gætte på vil vedblive at hjemsøge ham i seriens næste bind.

Der nasse fisch, den våde fisk, er politislang for en uopklaret sag. Eller en specielt vanskelig sag. Der Tote im Landwehrkanal, som også er titlen på første kapitel, er netop en sådan. En våd fisk. Men Gereon Rath ser det som sin gyldne mulighed for at feje modstandere til side og arbejde sig op i det Berlinske politi. Udnytter han muligheden eller ej, må I selv læse jer til, men én ting er sikkert, Raths foretagsomhed får konsekvenser, vidtrækkende konsekvenser.

I skal læse Kutscher, først og fremmest fordi Rath er en interessant og kontrastfyldt karakter, skabt med stor empati og præcision af en dygtig krimisnedker. Dernæst skal bogen læses for et overraskende, djævelsk godt skrevet og helt igennem sandsynligt plot. Sidst men ikke mindst er der grund til at fryde sig over miljøbeskrivelserne af Berlin i 1929. Der er mange og lange beskrivelser, men for alle os der elsker Berlin, og er nørdede nok til at sidde med et lille kort over byen ved læsning af bogen, er det ganske enkelt stor underholdning.

Næste bind i serien, Der stumme Tod, ér udkommet på tysk og ligger på mit skrivebord, med Berlinkortet ved siden af. Fryd.