Kan I så se: Jeg hader ikke krimier! Slet ikke. For min Jul og mit nytår gik med godt, kynisk selskab, ikke af min familie, men derimod af Philip Kerr og hans hårdtprøvede hovedperson Bernie Gunther.
Det er efterhånden blevet til 7 krimier om samme stålsatte og kyniske politimand fra Philip Kerrs hånd. Det startede så overbevisende i 90’erne med den nu berømte og virkeligt, virkeligt gode ”Berlin Noir-trilogy”, om en politimands vilkår i Hitlers Berlin. På det tidspunkt var Berlin som produkt af Weimar-republikkens fald og Nazisternes magtovertagelse, aldrig blevet beskrevet så medlevende og overbevisende.
Efterfølgende har både Volker Kutscher og Jonathan Rabb gjort Kerr kunsten efter. Læsere af denne blog vili hvert fald vide, at jeg har et, mere end almindeligt, godt øje til førstnævnte. I øvrigt kan dennes første roman om kriminalbetjenten Gereon Rath, ”Der nasse fisch”, netop nu fås i Bog & Idés udsalg, oversat, til kr. 70,-. Afsted,afsted.
Så tog historien om Gunther en lidt udvandet og amerikaniseret drejning med de efterfølgende to krimier: ”The one from the other” og ”A quiet flame”. Derefter rykkede Kerr selv over Atlanten til Hollywood for at forsøge sig som manusforfatter i Tinseltown, et forsøg der dog forblev frugtesløst.
Comeback var der med ”If the dead rise not”, som desværre ikke helt kunne holde kadencen, men som lovede godt for fremtiden. Nu foreligger så ”Field grey”, den foreløbigt sidste bog om Bernie Gunther.
”Field grey”, som var den foretrukne uniformsfarve blandt tyske officerer(snavset sås ikke så let på den...), beskæftiger sig med Gunthers SS-fortid. En tid i Gunthers liv som de forrige bøger i serien har gledet let og elegant udenom. Men det er en modig taktik af Kerr, der måske siger noget om, hvorfor at ham og Hollywood ikke blev nogen lykkelig affære. Det er ret svært at fatte sympati for en protagonist, når denne var en aktiv del af en SS-einsatzgruppe, men Kerr kan sit kram. I hans pen er der ingen helte; nazister, russere, franskmænd eller amerikanere, alle som én er de skurkagtige oportunister.
Gunther skød partisaner i Ukraine og nu snuppes han af amerikanerne i hans, mere eller mindre selvvalgte, eksil på Cuba. Han fragtes tilbage til Tyskland for at svare sine krigsforbrydelser. Han er i amerikanernes varetægt, de amerikanere han hader, næsten ligeså meget som han hader nazisterne og russerne, og de giver ham et simpelt valg: Enten samarbejder du og giver os det vi vil have, eller også sørger vi for, at du ikke ser sollyset igen de næste 50 år. For Gunther giver det nogle interessante moralske skrupler. Måske er han ikke kun den hårdkogte overlever, han udgiver sig for?
Gennem forhør optrævles hele hans færden, gøren og laden under 2. Verdenskrig – og det er IKKE kedeligt. Igen, og som vi kender det fra de forgående bind, skalter og valter Kerr med virkelige karakterer og begivenheder. Som den mest naturlige ting i verden planter han Gunther imellem og i dem. Det gør det ekstremt underholdende at læse, og for en nørd som yours truly, til en fornøjelse at tjekke fakta og personer som historien skrider frem. Hos Kerr er man i gode hænder og man fanger ikke ham i historiske unøjagtigheder.
En virkelig karakter som den frygtede østtyske minister for statssikkerhed, Stasi-overhovede Erich Mielke, spiller en afgørende rolle i historien, og han portrætteres så overbevisende og så isnende koldt, at man skulle tro at der sad en familie et sted og puslede med et sagsanlæg.
Beskrivelserne af de russiske og franske fangelejre under og efter 2. Verdenskrig, er grusomt veludførte, og jeg har desværre ingen grund til at tro, at forholdene ikke var som Kerr beskriver dem. Beskrivelserne af det besatte Paris(ét eneste stort bordel), af den tyske herremandsmentalitet og af de, mere end, samarbejdsvillige franskmænd er grumme gode og tæerkrummende.
Historien er plotmæssigt et kapitel for sig. Plottet tvister og snor sig, slår krølle på sig selv og Gunther lyver amerikanerne og læseren lige op i ansigtet. Selv ganske få sider før slut er man prisgivet. Det er altså meget sjældent, at man på så sent et tidspunkt i historien ikke har nogen anelse om, hvilken vej historien ender med at gå.
Kerr har altid været en mester udi replikskiftet, og det kunne så være årsagen til at Hollywood kunne være blevet et lykkeligt ægteskab. Replikkerne, specielt når det er den rapkæftede og misantropiske Gunther der tager del i dem, flyder så det er en fryd, og jeg kan ikke komme i tanke om en bedre replik-forfatter inden for noir-genren. Det gør alle bøgerne om Gunther meget let læste. Det slår gnister hen over siderne når Gunther på subtil vis sviner gud og hvermand, og helst sine chefer, til.
Uden at røbe det hele, kan jeg vist godt sige, at der er begrundet håb for en 8. bog om Gunther. Og hvis ”Field grey” sætter standarten, så er der noget at glæde sig til. Kerr er tilbage hvor han slap ”Berlin noir-trilogy”, og det er en fornøjelse.
Så altså, jeg hader ikke krimier. De skal bare have noget med Berlin i tiden mellem 1930 og 1945 at gøre...
Som noget nyt, og på utallige opfordringer(...), vil jeg fremover slutteligt skrive et par linjer med fakta om den pågældende bog. Hvad bliver det næste? Stjerner eller kokkehuer?
Philip Kerr, ”Field Grey”, Quercus 2010, ISBN 978 84916 412 2(HB)
