”I am sitting over coffee and cigarets at my friend Rita’s and I am telling her about it.
Here is what I tell her.”
Carver siver igennem den tynde luft der omgiver ensomhedens, ligegyldighedens, den uformåenes og marginaliseredes patetiske og dårligt bevogtede bjergtinder. Og selv om Carver sagde, at ”intet opstår ud af tynd luft” har man ved læsningen af hans mange noveller netop følelsen af at hive efter vejret, svimle af højdesyge midt i den ærkeamerikanske dagligdag. I dead-end jobs, i bleskift, i dårlige parforhold, på hospitaler og på barer. Middelklassens frygt for den langsomme og glidende bevægelse fra tinden, så lav den nu må være, ned i underklassen og glemslen.
”Carl got off work at three. He left the station and drove to a shoe store near his appartment. He put his foot up on the stool and let the clerk unlace his work boot. Something comfortable, Carl said”
Hverdag. Hver dag. Menigmand. Arbejdsmand. Hjem til kone, kæreste og børn. Prøve at ignorere alt andet end skiltene langs vejen for at fokusere på den følelse, der burde opstå ved at køre hjem i sikker havn, men som nu blot er det spøgelse som jagter bilen på vej fra fabrikken og hjem i forstaden. Sikker havn, er en fælles følelse af snyd, af kompromis, af søgen. Der hvor vi drikker vores øl og ryger vores pot. Der hvor vi får regnestykket til at gå op med stimulanser og tv.
”This has nothing to do with me. It’s about a young couple with three children who moved into a house on my route the first of last summer.”
Vi holder øje og mindes via vores ligestilledes kamp for succes og liv og dagligdags tålelighed om, at vi blot er konger for en dag. Hos Carver befinder vi os altid i orkanens øje eller i stilheden før stormen. Alting er enten hændt eller skal netop til at hænde. Og vi har endnu ikke forstået hvad der er hændt eller også har vi en anelse om hvad der vil hænde. Om det er i bilen på vej hjem til den utro kone, eller ved den dødes leje. Carver var hjerteskærende. Carver var beskidt realisme.
”Early that day the weather turned and the snow was melting into dirty water. Streaks of it ran down from the little shoulder-high window that faced the backyard. Cars slushed by on the street outside, where it was getting dark. But it was getting dark on the inside too.”
Carver er et amerikansk idiom. En talemåde, der er blevet en tilstand, der er blevet indbegrebet af selvforståelse på tværs af USA. Hans noveller og hans lyrik er præcisionens kunst. Det at luge ud i selv de mindste ubetydeligheder, for at komme så nær karakterernes nulpunkt som muligt. Carver er skæv, humoristisk på en intellektuel, tør, amerikansk østkyst-facon der først og fremmest må beskrives som foruroligende. Den amerikanske Tjekov. I fuld gallop henover middelklassens desperation, ulykke, misbrug, drifter og spændinger, men samtidig følsomt og præcist beskrivende med en poets fingerspidsfornemmelse for det alment menneskelige.
”He did not answer. Her voice seemed to come to him from a great distance. He kept driving. Snow rushed at the windshield. He was silent and watched the road. He was at the very end of a story.”
Carver var misbruger. Han delte i høj grad sit liv op i ”Good Ray” og ”Bad Ray”. Da han blev 40 holdt han op med at drikke og ”Good Ray” tog gradvist over. Men før dette var det i høj grad ”Bad Ray” der dikterede hans liv. Hans første kone blev gravid da hun var 16, Carver var 19. Hun arbejdede som kassedame og Carver skrev. Han tævede hende fra tid til anden, men var for det meste bare fuld. Han var nulpunktet i sine egne karaktere. I Tiden efter ”Bad Ray” fandt han sit livs kærlighed, Tess, kunne leve af at skrive, ganske godt endda, og faldt i den grad til ro. Blev folkeeje, Ray, An American Idiom. Han døde i 1988, som 50-årig, af lungekræft.
